Tag: klasseblog

Blogging i skolen

Det er nemt at indsætte memes og andre billeder i blog-indlæg

Klassebloggen har altid været mit vigtigste redskab i skolen. Klassebloggen er klassens adgang til nettet, men den kan samtidig fungere som klassens virtuelle klasselokale, og modsat andre portaler som “Min uddannelse” og “Google Classroom” kan man gøre den personlig og få den til at ose af fællesskab, læring, leg og liv.

I de mindste klasser kan man starte med at oprette en klasseblog. Find et godt navn til bloggen, der passer til klassen. Snak evt. med eleverne, og hør deres gode ideer. Til mine klasser, har jeg valgt et navn, der skulle underbygge klassens selvforståelse. Det har været “Verdens bedste klasse” og “Verdens klasse” (intet mindre). Det har derefter været det navn, vi har brugt om klassen – også i daglig omtale. Så fra at have en klassebetegnelse, der skifter hvert år-1A, 2A, osv. – får klassen nu ét navn, der giver klassen identitet. Navnet bliver et slags brand, man kan bruge videre i arbejdet med klassens selvforståelse, sammenhold mv.

Når man har fundet et godt navn til bloggen (og klassen), skal man sørge for, at vælge url-adresser, der ligner navnet. Jeg skifter klassebloggen ud hvert år, da den hurtigt bliver fyldt op og kan blive uoverskuelig. Man kan selvfølgelig rydde op og slette indlæg hen af vejen, men når eleverne bliver ældre, synes de det er sjovt, at gå tilbage og besøge de gamle blogs. Derfor kan man oprette flere blogs med det samme, så der ikke er andre, der snupper url’en, når man skal bruge den. Jeg har således valgt verdensklasse1.blogspot.dk/verdensklasse2.blogspot.dk/verdensklasse3.blogspot.dk/, osv. I et senere indlæg vil jeg gå mere i detaljer med, hvordan man opretter en blog.

I de mindste klasser, kan man nøjes med, at have en statisk blog. Dvs. en side, man ikke skal lægge nye ting ind på hele tiden. I stedet kan man bruge den til at samle de links, man bruger i klassen. Så skal eleverne kun huske en adresse, når de bevæger sig ud på nettet.

Med tiden kan man begynde at lave indlæg på klassebloggen. Det behøver ikke være længere skriftlige rapporter, men kan være billeder af klassens arbejde. Hvis der er elever, der har brug for lidt flere udfordringer, kan man lade dem skrive små indlæg til bloggen. Her må man godt rette  elevernes stavefejl, da bloggen ikke er et sted man øver skrivning, men et sted man offentliggør sit  færdige arbejde. I starten kan man copy-paste elevernes tekst over i bloggen, men senere kan man gøre dem til forfattere, så de kan skrive i selve bloggen

Før man for alvor lader eleverne skrive indlæg og kommentere på bloggen, kan man med fordel papir-blogge. Det er også naturligt at begynde at snakke med eleverne om, hvordan formen skal være, når de skriver og kommenterer til hinanden – hvordan giver man god respons, og hvad er god etikette?

Midt i skoleforløbet er det naturligt at hver elev får lov til at designe deres egen personlige skole-blog. Det er vigtigt at lægge vægt på, at bloggen skal være til skolebrug, ellers vil det hurtigt det hurtigt stikke af for nogle elever og bloggen vil i stedet blive et distraktionsmoment. Men designer eleven sin egen skoleblog, kommer hun til at gøre sig nogle tanker om, hvordan hun bedst indretter den i forhold, hvad den skal bruges til. Ligesom klassebloggen, kan eleven bruge sin personlige blog til at samle links, lave arbejdslog og til at skrive til andre elever fra klassen. Det er en god ide at lave faste blog-buddies i klassen, der regelmæssigt læser og kommenterer hinandens blog-indlæg.

Illustrationen her viser udviklingspotentialet for blogs i skolen. Klik på billedet for en større version. (C) Skoleniskyen 2018.

Med tiden kan eleven endda få kontakt til andre elever fra ind- og udland. Eleven får en hel anden oplevelse af det at skrive, når hun skal formulere sig over for en autentisk modtager, end når hun bare skriver til sin lærer. Det kan ligefrem være svært for eleven at lade være med at skrive derhjemme eller kigge efter, om der skulle være en ny kommentar på bloggen.

Blogging i klassen kræver vedholdenhed for både lærer og elever. Men når man er kommet godt igang, har man et uovertruffent redskab, med udviklingsmuligheder til et helt skoleforløb (…and beyond!). I senere blog-indlæg vil jeg uddybe mange af de ting, jeg er kommet ind på her.

Velkommen til Skolen i skyen

Skolen i skyen er en blog, der handler om blogging i skolen og alt muligt relateret til dette. Skolen i skyen er en version 0,5 af skoleniskyen.blogspot.dk, som var en del af et uddannelsesprojekt, da jeg læste til it-vejleder med min gode ven Christine Lund Jakobsen. Ideerne til brugen af blogging i undervisningen er dog langt fra udtømte. Derfor denne nye blog!

1. klasse papirblogger med personlige post-its

Der er mange muligheder for at anvende blogs i undervisningen. Lige fra klassebloggen, der er elevernes adgang til videre færden på nettet, og til elevblogs, der kan være elevens personlige adgang til at samarbejde med jævnaldrene fra hele verden.

Blogs har som redskab i skolen nogle fantastiske muligheder til fremstilling og udgivelse af personlig produkter og forsamarbejde og kommunikation. Det er et redskab, der kan bruges lige fra skolestart til de ældste klasser, og det er en udtryksform, som eleverne kan tage med sig resten af livet.

Det kan være svært at starte en blog op. Det kræver teknisk kunnen, at gøre bloggen rigtig flot. Det tager tid at fabrikere indholdet til bloggen og det kræver vedholdenhed, at holde bloggeriet igang. Alligevel er arbejdet givet godt ud. Selv i en travl skole-hverdag.

Desværre er bloggen ikke et særligt udbredt værktøj i skolen. Selvom blogs fylder meget i mediebilledet, har det ikke rigtig vundet indpas i skolen, eller også er det noget, der bliver hevet ned fra hylden i en kortere periode. Jeg håber, at denne blog kan give dig mod på at starte en klasseblog op eller lave elev-blogs med dine elever. Kast dig ud i det! Du vil sikkert ikke fortryde det 🙂

Hvis du har lyst til at dele dine erfaringer, frustrationer og spørgsmål, er du velkommen til at skrive her på siden. Du kan kommentere de enkelte indlæg, eller du kan sende en mail til thomas@skoleniskyen.dk.

 

Navigation